Lucca
Indskrevet på Unescos Verdensarvsliste. Lucca er en skattekiste med kunstskatte omringet af et diadem – en mur fra 1500 tallet.
Sammen med Ferrara, Grosseto og Bergamo er den en af de fire italienske byer, som stadig har en intakt bymur, der nu er en grøn og dejlig gåtur på ca. 5 kilometer, en af de bedst bevarede i Europa.

Luccas historie begynder i år 180 f. k., grundlagt af en keltisk-ligurisk slægt, der gav den navnet Luk. Af den romerske Lucca er ruinerne af Anfiteatro tilbage, på hvis trin der er flere hundrede års plantevækst - et syn uden lige.

I middelalderen kom Dante hertil i eksil, og var ansvarlig for bygning af kirkemonumenterne San Frediano (med en utrolig flot mosaik øverst på fronten, nærmest en guld-altertavle), San Michele in Porta (kendt for dens værdifuld marmorudsmykning) og Domkirken, til ære for San Martino.
Den strenge og massive romerske stil berigede sig, efter inspiration fra skolen i den nærliggende Pisa, med en rig udsmykning.

I 1400 udførte Jacopo della Quercia sit absolutte mesterværk, Ilaria del Carretto’s grav - Hun var Paolo Guinigis hustru, der døde som 29 årig. Hendes ungdom og milde ansigtstræk ses tydeligt på marmorskulpturen. Døden fremstilles meget afslappet, selv skulpturen, med dens plisserede kjole ser ud som om den bliver blødere og former sig til modtagelse af de mange gæster. Hunden der ligger for hendes fødder er symbol på trofasthed i ægteskabet.

Lucca havde sin glansperiode under renæsancen også pga. den blomstrende silkeproduktion og indbyggernes aktive udbytte på deres bankaktiviteter. I peridoden indtil 1800 har Luccaindbyggerne beriget byen med elegante boliger, kirker (den kaldes også “de tusinder kirkers by”) og prægtige villaer selv udenfor byen, som Villa Mansi i Segromigno og Villa Reale i Marlia.

Musiktraditionerne er også meget berømte. Fra Lucca kommer Francesco Geminiani, Luigi Boccherini, Alfredo Catalani og Giacomo Puccini.
I katedralen i San Martino gør musikere og skuespillere alt for at holde denne store musikers traditioner i live hele året.

I alle de efter hinanden følgende historiske epoker, som Lucca har gennemlevet, er der gjort alt for at forbedre byen i overensstemmelse med effektivitet, funktion og skønhed.
Hvis man går en tur i centrum på Via Fillungo, der er lang, smal og malerisk, ser man de ældste huse, forretninger, butikker, spisesteder og tårne.

Lucca har også givet tårnene sin unikke grundstil. De er solide, massive, næsten militæragtige, men besmykkede, som en uniform kan være med alle sine medaljer. Prøv at gå ind i familie Guinigi-tårnet som er forbundet med Ilaria del Carretto. I toppen har det en hængende have bygget i middelalderen, med hundrede år gamle skyggefulde lærker. En grøn sky over vore hoveder. Den er alle de 230 trin derop til værd.

I centrum er der også mange fritliggende pladser med fantastiske monumenter, skyggefulde platantræer, der åbner sig blandt sobre, aristokratiske og kæmpestore paladser. Bygget i rød mursten og hvid alberese sten. (Palazzo Ducale er hovedsæde for Provinsen, og talrige moderne kunstudstillinger og den eneste tegnserie-film-udstilling i hele Italien). På Piazza Napoleone troner det femhundred år gamle Provinshovedsæde, som indholder, iblandt søjlegange og fantastiske gårde, la Pinacoteca Nazionale.